Skal du bygge?

Byggesager

Skal du bygge nyt eller ombygge eksisterende bygninger, er der nogle ting du bør være opmærksom på, inden du går i gang.

Bygninger skal naturligvis overholde det gældende bygningsreglement på byggetidspunktet, men herudover indeholder deklarationen for udstykningen bestemmelser om bebyggelsens brug, form, højde og placering. Ud over dette, er der på foreningens generalforsamling i 1995 godkendt et sæt retningslinjer for bebyggelser.

Vi vil anbefale, at du sætter dig godt ind i disse ting i forbindelse med planlægning af byggeriet.

Grundejerforeningen har påtaleret og dermed også påtaleplígt overfor overholdelsen af disse bestemmelser. Det betyder i praksis, at det er grundejerforeningens pligt at sørge for, at deklarationen er overholdt og påtale det, hvis den ikke er.

En kommunal byggegodkendelse er typisk kun givet ud fra den gældende lovgivning på området, og de kigger sjældent på de specielle deklarationer, der er i området.

Det betyder, at du – selv om du har fået en byggesag godkendt hos kommunen – kan risikere, at grundejerforeningen vil påtale hele eller dele af byggeriet efterfølgende.

Det kan derfor stærkt anbefales at fremsende projekter til godkendelse i grundejerforeningen forud for indsendelse til kommunen og Fredningsnævnet. Mail eller send alt relevant materiale til sekretæren. Hvis du har behov for at sende materiale i et brev, kontakt venligst sekretær Kaj Sørensen på tlf.  26 74 11 93 for at aftale nærmere.

Bestyrelsen tilstræber en hurtig sagsbehandling, og der vil under normale omstændigheder gå under en uge, fra vi modtager materialet, til vi vender tilbage med vores kommentarer.

Deklaration i læsevenlig udgave

Retningslinjer for bebyggelse